Denne blog er dedikeret til dig.

Dig, som er her, fordi du formentlig er i et ægteskab, du forpligter dig selv så inderligt på, at du ønsker at skabe og opretholde en inderlig og intim forbindelse mellem jer. 

Jeg hepper på jer. Jeg hepper på jeres ægteskab, på jeres indbyrdes kærlighed og på, at I må få et tilfredsstillende, smukt og berusende sexliv.

Bloggens historie startede med skønhed.

Den indre, sårbare skønhed i kvinder, der deler ud at sit liv, også når det er særdeles ømfindtligt. Det startede med nærgående, private (og i starten akavede) samtaler. Samtaler om sexlivets forventninger, forskelle på mænd og kvinder, orgasme-konflikten og nærvær under sex.

Og det startede med følgende: 1) At samtlige kvinder fortalte mig, at de aldrig før havde snakket så nærgående med en kristen om sex, og 2) at næsten alle kvinder nævnte sex som det eneste eller det primære konfliktområde i deres ægteskab.

Et område, der hyppigt skaber konflikt + er tabubelagt = dårlig cocktail.

Flere hundrede timers research af kendte, kristne bøger, artikler og blogs om sex ledte til forståelsen for, hvorfor sex er et problemområde for de fleste ægtepar: Der er en del godt, men der er lige så meget, der i seksualitetens navn leder ægtepar på vej til kærlighedens mørke middelalder, i stedet for at opbygge det.

Det tager Nøgen Kærlighed livtag med. Den ser på, hvad Bibelen rent faktisk siger – og hvad den ikke siger. Hvordan vi får Højsangens berusende sexliv, og hvad sexlivet bør styre udenom. Det er et analyserende blik på, på den ene side, de tanker, en del af os er påvirket af via medier og traditioner, og, på den anden side, hvad sexliv og ægteskab kan være, når det ledes af Guds sande hjerte for ægteskabet fra A til Å.

For kvinder og for mænd

Selvom bloggen startede med kvinder, er det ikke ensbetydende med, at den ikke er for mænd. Den startede bare med det køn, for hvem sex er mest følelsesmæssigt kompleks. Det giver i min optik rigtig god mening – mangen en ægtemand får nemlig her vigtige nøgler til sin hustrus legeme.

Nøgen Kærlighed ønsker dig og dit ægteskab sand lykke, inderlighed og intimitetens beruselse.

 

Om mig

Min forfatter-historie startede i et T-kryds mellem mig, Gud og Jane Austen.

Anita Kragelund

Forfatter, teolog, terapeutisk rådgiver, Guds barn, blogger, hustru, mor, veninde, hobby-kunstmaler og meget mere.

Faktisk kom Austen først. Hendes dybsindige og til tider modsætningsfyldte fortællinger om kærlighed, selvopdagelse, gudsrelation og seksualitet fascinerede mig og tog mig på en rejse ind i litteraturens univers. Jeg brugte en stor del af 10 år på at tage kurser og workshops i skriveteknikker og kreativ tekstforfatning. Austens karakterer blev min første kærlighed. Måske primært fordi, jeg dengang ikke forstod, hvem Gud er, selvom jeg årevis forinden havde indledt et forhold til ham. (Jeg tænker, at vi også tit har det sådan med vores ægtefælle.)

Jeg var dårligt nok blevet forlovet, før ægteskabets psykologi begyndte at fascinere mig, af samme grund som Austens romaner gjorde: Mekanismerne i kommunikation, forskelle på mænd og kvinder, konflikthåndtering og alt det, der gør relationer et livsstudie værd.

Først i mine 30’ere faldt 10-øren omkring, hvem Gud er, selvom jeg havde kendt ham i 20 år. Så tog mit liv en helt anden drejning med teologi-studie, forkyndelse og andet kirkeligt arbejde. Min allerstørste kærlighed er Jesus. Det vil han altid være. Han er den, der elsker mig med en ubetinget og perfekt kærlighed, som ingen anden kan – og selvom jeg ikke kan elske ham tilbage med samme tyngde.

I sommeren 2019 blev jeg gift med Erik, og vi har tilsammen 4 voksne, skønne og smukke børn og masse bagage, vi har lært af. Vi har fundet ud af, at ægte, betingelsesløs kærlighed ikke er let.

Ægte kærlighed er sårbart og kan gøre mere ondt end nyresten

Vi har også fundet ud af, at den alligevel er det værd. Vi er nemlig alle skabt til at elske og blive elsket – først og fremmest i relationen med Gud, men dernæst i relationen med hinanden. Uden den ægte og sårbare kærlighed trives vi ikke. (Bare spørg enhver psykolog om tilknytning.)

Hvordan det kom derfra og til blog, bogskrivning og terapeutisk virksomhed, skete til dels under en bunke personlige erfaringer og til dels i ovennævnte møde med et større netværk af smukke, stærke, skrøbelige og åndsfyldte kvinder – og deres stærke, vilde og gudfrygtige mænd. Tak til jer for styrke i sårbarheden og for inspiration. Denne blog er for og til alle jer.

Anita Kragelund

For terapeutisk rådgivning til dit ægteskab og sexliv, kontakt mig gennem Klippefast – kristen, terapeutisk rådgivning inden for sexliv m.m.

Klippefast v/Anita Kragelund

Website: www.klippefast.dk
e-mail: anita@klippefast.dk

(For kontakt til mig som blogger og indehaver af Nøgen Kærlighed, se menupunktet Kontakt.)

Denne hjemmeside bruger cookies. Når du fortsætter på siden, accepterer du brugen af cookies. 

Scroll to Top