I afsnit 3 skrev jeg om tendensen til at anse ”mere sex” for at være løsningen på seksuelle konflikter. Hvad med seksuelle fristelser udenfor ægteskabet, der truer ægteskabet?

I ”Married Sex” fortæller forfatteren om hustruen Abby, som i ægteskabsrådgivning blev overtalt til at sende nøgenbilleder til sin mand, Kyle, i løbet af hans arbejdsdag. Formålet var, at Kyle skulle tænde på sin hustru i stedet for at blive fristet af kvinderne på arbejdspladsen.

I ”Every Man’s Battle” opererer forfatteren med idéen om en ”72-timers fristelses-cyklus”: En mand har svært ved at undgå at blive fristet af kvinder i gadebilledet, hvis hans hustru ikke tilfredsstiller ham seksuelt indenfor denne 72-timers cyklus. Altså, hvis hun lader ham gå mere end 3 dage uden sex.

Jeg foretager en længere analyse af fortællingen om Kyle og Abby i næste afsnit. Her vil jeg kun fokusere på det, som var ægteskabsrådgiverens formål, nemlig at de provokerende fotografier skulle hindre manden i at blive fristet af andre kvinder. Spørgsmålet er derfor:

Det er en hyppigt forekommende tankegang, at hvis man som mand vil undgå at blive fristet af andre kvinder, skal man bare tænk på sex (eller have mere sex) med sin hustru. Det vidner også om den holdning, som gennemsyrer vores seksualiserede samfund: En mand er visuelt orienteret, så han kan ikke gøre for sin tendens til at stirre efter kvinders former. Konklusionen bliver, at eftersom en mand ikke kan styre, at han kronisk fristes, kan kvinder lige så godt lære at leve med det.

Dybest set er det et dunkelt resultat af den trend, at vi ikke ønsker, at der stilles spørgsmål til vores adfærd. Vi sidestiller ”er” med ”bør”: Fordi noget er på en bestemt måde, tolker vi, at det bør være sådan. Verden rider på den bølgegang, fordi man skal ikke kunne stille spørgsmålstegn ved, om noget er rigtigt eller forkert. Mænd er, som de er, og kvinder er, som de er. Det skal vi ikke kunne stille kritiske spørgsmål til.

Men Gud har langt større forventning til os end dette. ”Enhver, der ser på en kvinde med begær, har allerede begået utroskab med hende i sit hjerte” (Matt. 5,28).

Hvis en mand fristes af andre kvinder, er problemet ikke mangel på seksuelt ”krydderi” i hjemmet. Problemet er tværtimod, at manden har for meget seksuelt krydderi i sine tanker, fordi han dyrker den syndige lyst i sit sind. At en 72-timers ”cyklus” skulle have en ”kraft” i sig selv, er kun, såfremt en mand (eller kvinde) er dårlig til at udvise seksuel selvkontrol og endda muligvis har en seksuel afhængighed.

Seksuel fristelse er dybest set udtryk for en søgen efter dopamin til hjernen.

Dopamin er et af hjernens såkaldte ”lykke-kemikalier”, der frigives til hjernens belønningssystem, når man foretager sig noget, der opleves som behageligt. Når man oplever lyst til noget – hvad end det er chokolade, alkohol, rejser, præstationer, narkotika eller sex – er det faktisk ikke en lyst til chokoladen eller sexoplevelsen i sig selv: Det er en lyst til den lykkefølelse, man oplever, når hjernen frigiver dopamin.

Når man fyldes med gode følelser i forventningen om kage, chips eller den næste oplevelse, er det fordi, hjernen i forventningen om dette frigiver dopamin til belønningssystemet, og belønningssystemet registrerer, at det føles godt. Det hænger sammen med vores overlevelsesinstinkt, at hjernen registrerer og drives af det, der skaber gode følelser, og søger for alt i verden at undgå det, der opleves som faretruende. Derfor skabes en forbindelse i belønningssystemet mellem ”godt” og det pågældende element (hvad end det for den enkelte er sex, vin, chokolade eller noget andet).

Dette er også årsagen til, at alt det, vi higer efter, i bund og grund handler om følelser, og at al afhængighed er udtryk for en dysfunktionel måde at håndtere en mangel på positive følelser.

Når det er sagt, skal det også siges, at Gud skabte belønningssystemet med et formål. Nemlig at vi har motivation til at udføre opgaver, vi ellers ikke ville få gjort. At stå op hver mandag morgen og gøre det, vi bør gøre, forårsager, at vi får vi løn, kan forsørge familien, og vi kan ovenikøbet give os selv skulderklap for at gøre det gode. At dyrke motion, selvom TVet er mere fristende. At spise sundt, selvom andet muligvis smager bedre. Hjernen frigiver nemlig også dopamin af at gøre alt det, vi godt ved, er det rette og det gode.

Det enormt fristende ved seksuelle fristelser er, at de lover dopaminrus uden at kræve anstrengelse.

Forventningen om seksuel tilfredsstillelse frigiver lige så meget dopamin som morfin. Det lover en stor dosis behagelige følelser, ovenikøbet uden at forudsætte anstrengelse, hvis den seksuelle fristelse er af en sådan natur, at manden kan slippe afsted med relativt lidt. Eksempelvis hvis manden ikke forventes at vinde sin hustrus hjerte først. Eller – som Kyle og Abby – manden forventer seksuelle krydderier, uden der stilles forventninger til ham. (Endda uden at han behøvede noget så naturligt som at tage hensyn til hendes væsen og hjerte.)

Hvis en mand forventer seksuel tilfredsstillelse uden at ville anstrenge sig for at vinde sin hustrus hjerte, forventer han i realiteten belønning uden arbejde. Det vidner om et usundt forhold til sit eget belønningssystem og til, hvad han har vænnet sin hjerne til at forvente.

Det gælder naturligvis også, hvis hustruen forventer, at manden skal opfylde hendes behov og lyster, uden at forvente noget af sin egen rolle som hustru. Det farligste ved at søge egne lyster tilfredsstillede uden villighed til egen anstrengelse er, at det skaber afhængighed af dopamin.

Hvis en mand (eller kvinde) lider af trang til at give efter for seksuelle fristelser, hvad end de består af personer i omgangskredsen, undertøjsreklamer eller pornografi, er der faktisk tale om en grad af afhængighed, om end den måske blot er i den milde ende. Problemet er ikke for lidt sex eller for lidt seksuelt krydderi. Problemet er, at manden har vænnet belønningssystemet til at forvente den slags dopaminrus, og det har brug for en nulstilling.

Hvordan nulstilles belønningssystemet?

Som ved enhver anden type og grad af afhængighed: Afholdenhed. Total og gennemgribende afholdenhed. Belønningssystemet vil selv nulstille (eller som minimum mindske) de baner, der er blevet skabt igennem den tidligere adfærd, og det vil gradvist blive nemmere og mere naturligt at lade være.

At (eksempelvis) sende nøgenbilleder til en mand, som på kontoret har svært ved at holde sine øjne og tanker fra andre kvinder, svarer derfor til at hælde benzin på knitrende gløder. Det er giftige råd fra velmenende rådgivere, som ikke kender ret meget til menneskehjernens biologi.

Er det aldrig sundt at søge dopaminernes lykkefølelse i sex?

Naturligvis. Gud har givet os sex som en gave af samme årsag. Men den sunde søgen efter en dopaminrus indebærer, at vi er villige til at arbejde for belønningen. Kyles forhold til dopaminer var i indeværende beretning særdeles usundt. Han følte tilsyneladende behov for en dopaminrus nærmest som forudsætning for den seksuelle trofasthed, der burde være det naturlige udgangspunkt i hans ægteskab. Han forventede høj lykkefølelse som resultat af hustruens selvopofrelse, hvor han kun lige så vidt forventede troskab af sig selv – hvis hun gjorde, som han ville. Det er noget af en skævvridning i forventningerne, der vidner om en afhængighed.

Lad os lige slå fast, at Gud har ikke skabt manden med en ”visuel orientering”, så han kunne bruge den på synd. En mand forventes af Gud at være trofast i handling, tanke og følelse, ligeså vel som det forventes af en kvinde. I denne nøgterne henseende er det fuldstændigt irrelevant, hvor ofte ægteparret har sex, og hvor meget krydderi, der hældes i gryden. Ingen kvinde vil nogensinde kunne undskylde følelsesmæssig utroskab, fordi hun ikke fik den opmærksomhed i ægteskabet, hun følte behov for, og på samme måde vil ingen mand nogensinde kunne bortforklare seksuel utroskab (heller ikke med øjne og tanker) med, at han ikke fik tilstrækkeligt med sex. Al den slags skyldes en søgen efter dopaminer, som nok kan være et reelt behov, men som som ingen bør forvente uden at forvente noget af sig selv.

Kommentarer af alle slags er velkomne! Også dem, der skaber debat 😉