Et af de mest gennemgående træk i den overordnede tankegang om sex er sex som mandens behov. Tanken er generelt udbredt i vestlig kultur, og kristne er ingen undtagelse: I langt de fleste kristne bøger om sex og ægteskab omtales sex som noget, kvinder måske har lyst til, men som manden har brug for.

Eksempler: ”For en hustru kommer sex ud af kærlighed… Men for en ægtemand er sex ren og skær behov. Hans øjne, ører, hjerne og følelser bliver overskyet, hvis han ikke får denne udløsning.” (Fra ”The power of a praying wife”, min oversættelse fra engelsk.)

I samme tråd fortæller ”Love & Respect” om Sarah, som ringede til sin mor for at melde afbud til en familiemiddag: Manden var blevet irritabel over, at han ikke havde fået sex i en uge. Moderen skældte Sarah ud, for hun kunne vel sagtens kunne give ham noget, der ville gøre ham glad og ville kræve meget lidt tid for hende. Forfatteren samtykkede tilsyneladende i dette perspektiv.

Lad os lige analysere denne situation:

1. Manden har ikke fået sex i en uge og er derfor blevet vrissen. Ikke bare en smule, men i en sådan grad, at Sarah melder afbud til middagen. Der er altså ikke kun tale om et såret ego, der har trukket sig en anelse tilbage. Der er tydeligvis tale om enten en adfærd, der er så dårlig, at Sarah ville blive forlegen over at have ham med til familiemiddag, eller at manden er så fornærmet, at han nægter at tage med (hvorvidt Sarah selv fravælger at tage med, eller om manden hindrer hende, melder historien ikke noget om).

2. Moderen har den holdning (hvad forfatteren tydeligvis bifalder), at Sarah bør give manden sex oftere, uafhængigt af, hvordan manden opfører sig, og uafhængigt af, om Sarah har lyst til det. Alt sammen fordi det vil gøre manden glad og forhindre ham i at blive irritabel.

I den slags beretninger ligger to implicitte attituder, folk åbenbart er kommet til et eller andet sted på livets vej:

1. At en mand har behov for sex flere gange om ugen, og derfor har han ikke selv kontrol over, om han bliver vrissen eller ej, hvis han ikke får sex – eller, som minimum, at det er helt forståeligt, at han bliver vrissen, hvis han ikke får sex i løbet af 7 dage.

2. At det at undgå en irritabel adfærd må være tilstrækkeligt som motivation for hustruen at have sex med sin mand.

Fortællingen melder ikke noget om, hvorvidt irritabilitet over manglende sex i en uge er normalt for ægteparret, men hvis den er, er der noget helt galt i mandens indstilling. Der er enten noget galt i hans forhold til sin egen seksuelle lyst, der grænser op til en afhængighed, hvis han ikke med tålmodighed, selvkontrol og en kærlig adfærd kan komme igennem en uge uden sex. Eller der er noget galt i indstillingen, hvis han føler ret til sex, lige præcis når han har lyst til det, og derfor bliver vred, når han ikke får det. Begge dele udgør psykologisk manipulation af hustruen, selvom det formentlig er ubevidst. Og en hustru kan som regel mærke det psykologiske pres, selvom hun muligvis ikke kan sætte ord på det. Det er desværre ikke unormalt for en ”god, kristen hustru” at gå i seng med sin mand for at undgå en irritabel adfærd. I min optik er Sarah et godt eksempel på en stærk, kristen kvinde, der ikke lader sig manipulere.

Den anden side af sagen er, at det vil være egoistisk af manden, hvis han forventede (som moderen i hvert fald gjorde på hans vegne) sex, der sagtens kunne være hurtigt overstået og derfor formentlig ville være temmelig ensidig seksuelt samvær med primær fokus på udløsning – og ikke bare på udløsning, men på hans udløsning. (Noget, som også forfatteren af ”Power of a praying wife” sidestiller mandens behov med.) Her er det svært at lade være med at stille spørgsmål til følgende:

Hvilken type mand vil mene, at ensidig sex med primær fokus på egen udløsning vil være skønt?

(Jeg sender lige et mellemliggende skulderklap til de mænd, som under ingen omstændigheder hører til denne kategori.)

Hvad med Sarahs årsag? En af de interessante detaljer er, at forfatteren ikke melder om nogen årsag for Sarahs vedkommende til at fravælge sex med sin mand i løbet af denne uge. Nogle vil nok undre sig over, om Sarah mon har en gyldig grund til at fravælge sex eller ej. Hertil har jeg følgende tanker:

I og med, at Sarahs årsag til fravalg ikke nævnes, cementeres så meget kraftigere, at forfatteren har en ”mere sex uanset årsag” holdning. Netop fordi Sarahs årsag overhovedet ikke nævnes og derfor ikke tages i betragtning, ugyldiggøres en hvilken som helst årsag, en kvinde kan have for at fravælge sex. Hun gives ingen ret til at sige nej. (Og hvor i alverden har man en sådan tanke fra?)

For det andet bringes det spørgsmål på banen, om Sarah har en forpligtelse på at give en specifik grund til ikke at have sex i løbet af en uge? Har hun mere pligt til det, end manden har pligt til at give en begrundelse for at føle behov for sex i disse 7 dage?

Er det aldrig et godt råd at ganske enkelt have mere sex?

Jo. Hvis der er tale om et trygt og omsorgsfyldt ægteskab, hvor manden aktivt udøver kærlige handlinger overfor sin hustru i hverdagen, kan det være et udmærket råd at give manden det, han har brug for, af kærlighed til ham. Men, for det første, skal der – både af manden og af kvinden – skelnes mellem lyst og behov. For det andet er det et skadeligt råd at give, hvis der ikke er tale om et ægteskab, der er både følelsesmæssigt og seksuelt trygt. ”Hav mere sex” er direkte skadeligt for det ægtepar, hvor kvinden i forvejen føler sig behandlet som en krop. ”Hav mere sex” er i så fald blot en validering af, at hendes følelser og hjerte ikke betyder ret meget.

Lad os lige slå følgende fast:

En hustru har ikke mere pligt til at være tilgængelig for sin mands seksuelle behov, end en ægtemand har pligt til at være tilgængelig for sin hustrus følelsesmæssige behov.

Kvindens følelsesmæssige behov er lige så vigtige for Gud og for ægteskabet, som mandens seksuelle behov er.

Og nej, ingen – hverken mand eller kvinde – har rent faktisk behov for udløsning flere gange om ugen. Sex er ikke et biologisk behov på lige fod med mad og drikke. (At man kan have lyst til det, er noget helt andet.)

Mener jeg, at en ægtemand ikke har et behov for sex? Slet ikke. Mandens behov for sex er bare ikke ensbetydende med, at en kvinde ikke har ret til at sige nej, og det er heller ikke ensbetydende med, at hendes behov er mindre vigtige. Jeg ønsker ikke at negligere reelle behov, men skabe en ærlig dialog om begges seksuelle og følelsesmæssige behov, der også skelner mellem behov og lyst.

Hvad tænker I? I hvilken grad er sex et behov for en mand? I hvilken grad er sex et behov for en kvinde? Alle (relevante) kommentarer og spørgsmål er velkomne!

Blessings til alle ægteskaber! Anita Kragelund