Når kristne forfattere søger at løse seksuelle uoverensstemmelser, er der en tendens til at fokusere på det seksuelt specifikke, såsom forspil og seksuelt ”legetøj”. Det lige så hyppige svar er: Hav mere sex. Et tvivlsomt eksempel er ”Act of Marriage”, der bruger ”mere sex” som løsning på alt fra et skrøbeligt ego til mangel på selvkontrol. Den opfordrer desuden til mere sex uafhængigt af følelsesmæssige overgreb, fysiske smerter og vaginisme (en ofte psykologisk relateret smerte i underlivet ved samleje).

Hvornår er mere sex det forkerte fokus, og hvordan kommer vi frem til det gode ”mere sex”?

Lad os være helt åbne og ærlige: Den hyppigste uoverensstemmelse i ægtepars sexliv handler om hvor ofte og hvor meget. Som regel har ægtemanden en højere sexlyst, og han føler sig frustreret over, at hans hustru har en relativt lav libido. (Man skal under ingen omstændigheder føle sig forkert, hvis man hører til de ægtepar, hvor situationen er omvendt.) Hvis man blot antager ”mere sex” som svaret på ”hvor ofte”, tager det kun hensyn til den ægtefælle, som har den højere libido, og svaret underkender den anden ægtefælles ret til at sige nej. Det er en forfordeling af rettigheder ud fra den fordom, at mere sex per definition må være mere rigtigt end mindre sex. Og det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. Rådgivning som ”mere krydderi” taler primært til mandens seksuelle lyst, hvis formål lader til at være en forøgelse af den. Når man har den typiske libido-forskel i baghovedet (mand = højere sexlyst, kvinde = mindre sexlyst), er det underligt, at man nærmest per automatik foreslår noget, som øger mandens sexlyst uden at appellere på nogen som helst måde til hustruens. Dette forværrer bare libido-forskellen for de fleste ægtepar og derved også uoverensstemmelsen. Det bliver helt slemt for hustruens vedkommende, hvis hun ovenikøbet kommer til at føle ”mere krydderi” som et (udtalt eller uudtalt) krav, der forsøger at gøre hende til noget, hun ikke er. Så mindskes hendes lyst endnu mere – og gabet i sexlysten bliver endnu bredere. I høj grad er dette altså et dårligt råd. I værste fald er det skadeligt, fordi det udgør følelsesmæssigt overgreb. Det andet råd, ”mere sex”, bliver – for ægtepar med den typiske fordeling af sexlyst – en primær opfordring til hustuer. Faktisk bliver det ofte opfordret ikke bare uden hensyn til hendes behov, men endda med en klar afvisning af hendes udtrykte behov. Hun bliver altså i nogle tilfælde behandlet som et væsen, der ikke har nogle behov, og i de værste tilfælde bliver hendes behov ignoreret eller latterliggjort. (Men hun skal selvfølgelig alligevel tilgodese sin mands behov, ifølge alt for mange kristne forfattere.) Dette hjælper udelukkende på én ting: En endnu større skævvridning i fokus på behovene. Skal det forstås sådan, at mindre sex er bedre? Ikke nødvendigvis. Jeg vil blot prikke hul i den ballon, at mere sex per definition er bedre. Desværre forefindes i medierne en skævvridning i fokus på mænds og kvinders behov, der forfordeler mandens lyst til mere sex. Mere er ikke nødvendigvis bedre. ”Mere” er bare fyldstof. Det gode formål må være bedre sex og bedre omstændigheder omkring sexlivet. (Så får de fleste også lyst til mere.)

Hvordan kommer vi frem til den gode version af ”mere sex”?

Vi ankommer i hvert fald ikke til en hensigtsmæssig version ved at fokusere på, hvordan man øger sexlysten hos den partner, der allerede har den største lyst til sex. Det må logisk set være at skabe bedre vækstbetingelser for sexlysten hos den partner, der har den laveste. En lige så finurlig fisk i dette hav er, at man nærmest per definition rådgiver ud fra, at det er kvindens sexlyst, der skal øges. Ikke mandens sexlyst, der skal dæmpes (igen skal man ikke føle sig forkert, hvis man som kvinde har den højere sexlyst eller som mand har den lavere). Der er ikke i sig selv noget rigtigt og forkert her, men det er interessant, at det følger mønstret, at mere sex må være det rigtige. I samme boldgade har jeg læst beretninger af mænd, som omtaler et seksuelt dødt ægteskab som det værst tænkelige scenarie, uden at tale om, hvordan det blev slået ihjel. Hvad mon der ville ske i sexlivene rundt omkring, hvis vi – i stedet for at fortælle hustruer, at de per definition bør have mere sex – fortæller mænd, at de bør fokusere på at være bedre elskere? At elske sin hustrus sjæl mere end hendes legeme, så hun ikke føler sig behandlet som et sexobjekt? Ja, et sexløst ægteskab er en af de mange potentielle opskrifter på ægteskabets undergang, men vi er nødt til at håndtere problemer i sexlivet som symptomatiske. I de fleste tilfælde handler et sexløst ægteskab om alt det, der sker eller ikke sker i køkkenet. Så at sige. At en mand udøver selvkontrol og behandler sin hustru som en hel kvinde med følelser. At han til enhver tid er trofast, både mentalt og kropsligt-seksuel. (Mangel på disse to elementer er faktisk blandt de primære grunde til, at et ægteskab bliver sexløst, ifølge et studie blandt 20.000 kvinder.) At en hustru respekterer sin mand betingelsesløst. At en mand elsker sin hustru, som Kristus elsker menigheden.

At insistere på ”mere sex” uden at tale om, hvordan vi kan forbedre sexlivet, er både et uhensigtsmæssigt og et ubibelsk fokus. Sex i Guds intention er kronen på kærligheden. Kærlighed og respekt er nødt til at være fundamentet for sexlivet. Ikke omvendt.

Jeg afslutter dagens pointe med Jeff Feldhahns ord, idet han skriver til mænd om deres tilgang til hustruen (For Men Only, min oversættelse fra engelsk): ”Hvis du har været i et engageret forhold til en kvinde i mere end, tja, en dag, så ved du, at hvis du går direkte efter det, du vil have, får du ikke det, du vil have, i ret lang tid”. Hvad er jeres oplevelser? Del gerne både egne beretninger, spørgsmål, ris og ros. Med ønsket om mere Kristus i sexlivet – ikke bare mere sex.