Titlen lyder som en selvmodsigelse. Er brugen af pornografi ikke det stik modsatte af at have sex med sin ægtefælle?
Lad os se på nogle eksempler.
Forfatteren til ”Every Man’s Battle” opererer med en ”72-timers fristelses-cyklus”. Idéen er, at en mand har svært ved at holde sig seksuelt ren i tankerne, hvis han ikke har sex med sin hustru indenfor 72 timer. Med andre ord, hvis hustruen lader ham gå mere end 3 dage uden sex, får han svært ved at holde øjnene fra andre kvinder og fantasere seksuelt om dem. Ægteskabets indhold af spædbørn, menstruation, sygdom og andet nævnes, men primært med den indstilling, at hustruen bør sørge for mandens tilfredsstillelse alligevel.
Et andet eksempel er fra ”Married Sex”. Her fortæller forfatteren om hustruen Abby, som i ægteskabsrådgivning blev overtalt til at sende nøgenbilleder til sin mand, Kyle, i løbet af dennes arbejdsdag. Formålet var, at Kyle skulle tænde på sin hustru i stedet for at blive fristet af kvinderne på arbejdspladsen.
Forfatteren fortæller yderligere, at Abby i begyndelsen var tilbageholdende. Til dels af sikkerhedsmæssige årsager. Til dels af frygt for, at det kunne friste manden til at bruge pornografi.
Abby ”ændrede sin indstilling” på grund af to ting: 1) At det trods alt ikke er forkert i Guds øjne – et spørgsmål hun bragte op i sin cellegruppe – og 2) at manden arbejdede hårdt for familien, og at hun derfor ikke ville ”unødigt nægte ham” noget, der ville gøre ham glad (mine oversættelser).
Lad os analysere fortællingen:
A. ABBY FØLTE SIG IKKE KOMFORTABEL MED AT SENDE SIN MAND NØGENBILLEDER
Hun havde ikke lyst til at sende ham billederne (hvilket i de fleste kvinders seksualitet er et udtryk for, at det ville føles grænseoverskridende), og hun var bekymret for, at det ville lede til værre problematikker. Det var endda noget, der vejede så tungt, at hun talte om det både med sin smågruppe og en ægteskabsrådgiver (som også er bogens forfatter). I og med, at hun overvejede, om hun ikke ”unødigt” skulle nægte ham dette, står det klart mellem linjerne, at hun overvejende havde lyst til at sige nej.
Beretningen nævner ikke én eneste positiv grund til, at Abby skulle have lyst til det. Beretningen nævner til gengæld rigeligt med grunde til, at hun ikke havde lyst til det. Det står altså helt klart, at hun havde ikke lyst. Ikke for en 25-øre.
B. ABBYS ARGUMENTER BLEV LIGEGYLDIGGJORT
Forfatteren skriver, at Abby ”ændrede sin indstilling”. Det er dog en ulv i fåreklæder. I realiteten lader det til, at hendes bekymringer og argumenter blev behandlet som ubetydelige. Ovenikøbet af en kristen ægteskabsrådgiver og forfatter.
Mange indtager rådgivning fra en præst eller kristen ægteskabsrådgiver, som om det kommer fra Gud selv. Det skaber situationer, hvor kristne føler, at hvis de gør andet end det, præsten/rådgiveren siger, går de imod Guds vilje. Også selvom rådgivningen er ubibelsk, helt hen i vejret og potentielt skadelig.
Abby blev i bund og grund ”overtalt”, fordi hendes indvendinger af en kristen ægteskabsrådgiver blev behandlet som om, de ikke var vigtige.
Suk.
C. ABBY INDVILLIGEDE, FORDI MANDEN HAVDE FORTJENT DET
Hun indvilligede ikke, fordi hun selv havde lyst, men fordi hendes mand havde lyst. Beretningen nævner som sagt ikke en eneste grund til, at Abby skulle have lyst til at sende ham den slags billeder. Den melder ikke om, at hun følte, at det kunne være sexet, eller at hun havde lyst til at give sin mand en god oplevelse. Det var ikke fordi, hun følte for at udfordre sig selv og tilføje krydderi.
Det var fordi, manden havde fortjent det for sit ”hårde arbejde”. Af grundene til, at Abby begyndte at sende manden nøgenbilleder, er der ikke nævnt én eneste positiv årsag. Der er kun negative årsager: Noget, hun ville undgå, eller noget, hun følte, at hun burde.
Der er intet i vejen med at gøre noget for at glæde sin ægtefælle. Evnen til uselviskhed er tegnet på en moden person.
Men der er stor forskel på at spontant vælge at gøre noget for sin ægtefælle og at blive presset til at overskride sine grænser. Det første er uselvisk kærlighed. Det andet er at give efter for afpresning. Sidstnævnte er selvdestruktion, og det er der hverken noget heroisk, uselvisk eller gudvelbehageligt i.
Ingen bør udsættes for seksuel afpresning. Ingen behøver at finde sig i seksuel afpresning. Punktum.
Et andet vigtigt spørgsmål i denne henseende er: Er det hensigtsmæssigt at lære en mand, at han har fortjent mere eksotisk sex, fordi han går på arbejde? Fordi han er pligtopfyldende i modsætning til doven?
Det bør være naturligt, at vi er ordentlige, flittige og hensynsfulde mennesker. Det bør vi ikke forvente anden belønning for end den positive følelse, der kommer af, at vi gør det rette og det gode. Kun curling-mennesker kræver belønning for det gode, der bør være helt naturligt. Rigtig mange af os bør blive bedre til at værdsætte den følelse af glæde, vi får af ganske enkelt at gøre det rette.
AT TILFØRE KRYDDERI TIL SEXLIVET
Det er ikke forkert at tilføje krydderi til ægteskabets sexliv i sig selv, men det er hverken hensigtsmæssigt eller gudvelbehageligt, at en mand tænker på sex – med nogen som helst – mens han bør være fokuseret på sit arbejde. Om det er forkert at tænke på sex med sin ægtefælle, mens man er hvert til sit, afhænger af omstændighederne. Objektificerer man sin ægtefælle med de specifikke tanker? Hvis man primært tænker på ægtefællens kropsdele og ikke tænker på ægtefællen som en hel person, er det langt fra Guds intention om sexlivet, og så er det per definition forkert. Det er en helt anden sag at få lyst til sex som resultat af, at man er vild med personen.
Jeg ser heller ikke noget fundamentalt galt i at sende nøgenbilleder til sin ægtefælle i sig selv. Jo, tænk over, hvad du laver. Men i sig selv er det ikke forkert i Guds øjne. Hvis begge ægtefæller har det fint med det, så bare tænk over sikkerheden – både den tekniske og den, der ligger i usikkerheden om fremtiden.
Den del, der er helt forkert i en situation som Abby og Kyles, er at ”overtale” en hustru til at overskride sine grænser. Det er afpresning. Hvis en mand bliver så frustreret eller fristet af andre, at han tager emnet op med en ægteskabsrådgiver, er det udtryk for en seksualiseret tankegang, der trænger til nulstilling. Det gøres ved hjælp af mere kærlighed og respekt. Ikke mere eksotisk sex. Faktisk er netop dét fokus giftigt for en person, der i forvejen har en tendens til syndige, seksuelle fristelser. ”Mere krydderi” er i et sådant tilfælde lig med at fodre en afhængighed.
Det herskende princip for, hvad der er i orden i sexlivet bør være: Gavner det den følelsesmæssige nærhed og intimitet i ægteskabet? Bringer det os tættere sammen?
Hvis ikke, er det per definition forkert. Både fordi det træder på ægteskabet til fordel for en selvisk lyst, og fordi det rammer langt forbi målet for ægteskabet i Guds tanke. Hvis en seksuel tanke ikke er rettet i kærlighed og respekt henimod ægtefællen, er den forkert. Hvis en seksuel tanke fodres af andre mennesker end ens ægtefælle, er den forkert, både fordi det er synd imod Gud, og fordi det udgør mentalt-seksuelt utroskab imod ægtefællen.
Ja. Utroskab.
Her er der ikke behov for mere sex, og der er ikke behov for mere krydderi i sexlivet. Der er behov for, at Kyles dopamin-trang nulstilles, så han kan nyde sex med sin hustru, uden at hun presses til at være en anden end den, hun er. Det samme gælder sandsynligvis for dem, der søger at lave om på deres ægtefælles seksualitet og har svært ved at respektere dennes grænser.
Abby fik – sagt på direkte dansk – ikke lov til at sige Nej, blot fordi det var grænseoverskridende for hende. Det var vigtigere – for både Kyle og forfatteren – at Kyle blev seksuelt opstemt (som om det var problemet), end at hun havde det mentalt og følelsesmæssigt godt.
Wow.
Jeg ville ønske, at flere kvinder blev opmuntret til at fastholde sin ret til at blive respekteret, også i sexlivet. At flere kvinder blev opmuntret til at fastholde sine grænser og retten til at være sig selv.
Rigtig fint indlæg. Også godt at argumenterne for og imod bliver lagt frem. Ingen burde gå igennem afpresning for at tilfredsstille sin partner. Vigtigt emne at få frem.